Du er her
Foto: Jonathan Bjerg Møller
Skrevet af: Ida Cordius og Marta Christiani Skov
”Til døden os skiller”
"Okay, close your eyes!" og så går hun ellers i krig med pudderkvast, øjenskygge, mascara og eyeliner. Vi er lige kommet hjem til Hedras familie, hvor vi skal bo de næste to dage. Men før vi får set huset og pakket taskerne ud, skal vi til bryllupsfest. Selvom vi hverken har mødt brud eller brudgom, er vi mere end velkomne. Men før vi tager af sted, skal vi selvfølgelig have den helt store asyrisk-kurdiske make-over.
Udefra ligner det bare en stor sportshal, der ligger i udkanten af byen. Hvis det lå i Danmark, ville det være dér de lokale scooterdrenge hænger ud og ryger smøger. Men som i en prinsessedrøm træder vi ind i en kæmpe balsal, med sort- og hvidternet gulv, fem kæmpemæssige lysekroner, skinnende hvide draperinger på væggen bag brudeparret og deres nærmeste, kvinder i store funklende kjoler og en DJ-pult, hvorfra en blanding af amerikanske hits og traditionel kurdisk musik strømmer ud i rummet.
Brudeparret træder ned fra deres podium og begynder en dans omringet af kameraer, der både knipser og filmer. Festlighederne understreges af en maskine, der puster kæmpe sæbebobler ud – en masse! Efterhånden fyldes gulvet med flere og flere mennesker, og til sidst tør vi også bevæge os derud. Men hvordan danser man egentlig til kurdisk musik? Vi forsøger at aflæse gæsternes moves og finder hurtigt ud af, at det er populært med sensuelt roterende håndled i Bollywood stil. Og efter et par forsøg går det bedre. Vi får hurtigt selskab af nogle forskellige gæster, der alle vil danse med os. Både børn, som vi lærer magarena-dansen, kvinder der smiler stort til os og mænd, der griner af vores dans. På et tidspunkt ender Ida med brudestaven, som er en én meter lang fjer- og glitterklædt stav, hvis formål vi ikke helt kan gennemskue. Men hun bliver ikke desto mindre festens midtpunkt for en kort bemærkning.
Når curfew starter kl. 1.00 slutter festen med traditionel kurdisk dans; i rundkreds og med højt humør. Aftenen har været fyldt med sjov, sæbebobler og dans, og tilbage i Hedras hus slår vi håret ud, fniser og snakker om drenge, og falder endelig i søvn hen imod kl. 3.00.
Det vi har oplevet med brylluppet - og i det hele taget i de to-tre dage, vi har været i Erbil - er en enorm gæstfrihed. Vi er blevet budt ind i folks hjem, blevet kørt rundt, næsten som havde man privat chauffør, men det bedste er nok alle de historier, der med nærvær og indlevelse er blevet fortalt os, og som gør vores tur helt fantastisk og samtidig næsten ubærlig, fordi historierne indimellem er så forfærdelige.
Vi er klar til at tage videre til Halabja i det østlige Kurdistan og besøge byen, der næsten blev helt udslettet af Saddam Hussein i 1988.
